Løfter om bredbåndsnet på Ærø
04.08.2010
Af: Henrik Schrøder
(12.05.10) Det er Ærø Elforsyning og 2tal i Marstal, der sammen
med Skyline - der ejes af Randers-firmaet ELRO - ruller bredbånd ud
til Ærøboerne. Ruller ud er måske så meget sagt, idet der er tale
om trådløst bredbånd.
Direktør i Ærø Elforsyning Frode Madsen fortæller: "- Det nye
bredbånd sendes som signaler gennem atmosfæren - man slipper derfor
for et omfattende og dyrt gravearbejde".
Det er Skyline, der står for den tekniske del, mens Ærø
Elforsyning sammen med 2tal er de lokale forhandlere på Ærø.
Elforsyningen hjælper også med installation og opsætning af evt.
udvendige antenner: "- De fleste husstande på øen kan klare sig med
en lille modtagerboks, der skal placeres i et vindue. I visse
tilfælde skal der dog opsættes en udvendig antenne - typisk på den
allerede eksisterende tv-antennemast".
Prisen er konkurrencedygtig, idet man kan få op til 2 Mbit for
119 kr/måned. Og hastigheden? " - Med en indendørs antenne kan man
få 10 Mbit bredbånd, og inden længe 20 Mbit. Vælger man en udendørs
antenne kan der på sigt leveres op til 400 Mbit. Det er naturligvis
en dyrere løsning, der primært er målrettet erhvervsvirksomheder",
fastslår Frode Madsen og fortsætter: " - Skyline bredbåndsløsning
er beregnet på internettet, derfor er der ingen tv-løsning
inkluderet. Det er et spørgsmål om at bevare båndbredden
(hastigheden, red) til glæde for kunderne".
Der har på Ærø været afholdt informationsmøder den 26. og 27.
april: " - De to møder var pænt besøgt, og der var en oprigtig
interesse for de nye bredbånd blandt de fremmødte".
Der foreligger ingen tal for, hvor mange Ærøboere der for
nuværende har sagt ja tak til Skylines bredbåndsløsning, men et
hurtigt rundspørge viser, at mange hilser det nye bredbånd
velkommen.
Man kan læse mere på Ærø Elforsynings hjemmeside.

Det er en boks som denne, der kan levere det nye, æterbårne
bredbånd til Ærøboerne.
En uvidenskabelig test et tilfældigt sted på Ærø, viser en
signalstyrke svingende mellem 28 og 85%, hvis man bedømmer ud fra
antallet af tændte lamper på boksen.