Noget at se året rundt
Ærø bugner af fristende kulturtilbud. Året
rundt er der film, teater, kunst, foredrag, musikarrangementer,
markeder, og et hav af festivaler på plakaten. Meget mere end du
kan nå.
For enhver smag
Takket være en stor og alsidig skare af lokale og tilflyttere er
Ærø fyldt med kultur på alle niveauer og for alle alderstrin.
Vores to højskoler bidrager jævnligt til et
blomstrende kunst- og musikliv med koncerter, shows og
underholdning, og er man til teater og musical, byder øen på masser
af spændende initiativer i og uden for sommersæsonen.
Kultur sommer og vinter
Festivalerne blomstrer på Ærø sommeren igennem, og om vinteren
er der et utal af foreninger, koncerter, udstillinger
og hyppige foredrag med kendte eller markante personligheder
til at slukke den kulturelle tørst.
Den hyggelige biograf Andelen har babybio og café, og viser de
seneste film - fra de helt brede til de smallere. Biografen skifter
jævnligt repertoire, så der hele tiden er nye film på plakaten.
Ærø-traditionerne
Ærø har sin helt egen ø-kultur med et spændende miks af
højtidstraditioner fra hele regionen.
Til påske flokkes ærøboerne, deres gæster og hjemvendte børn til
strandene for at koge æg i saltvand, spise pølser og drikke øl i
den skarpe forårsluft.
Også Skt. Hans trækker folk til de mange strande, der byder på
perlerækker af flotte bål, og lokale personligheder holder
båltaler for øens store og små, der møder frem i stort tal. Hellig
Trekonger og Fastelavn er noget særligt. Her går børn og voksne
maske efter en gammel, lokal tradition, og alle kan være
med.
Med julen rundes året af på ægte Ærø-manér. November og december
kan man overalt på øen finde hyggelige og traditionsrige
julemarkeder, juletræsfester og specialarrangementer, hvor man også
kan få lejlighed til at sætte tænderne i en lun
Ærø-æbleskive eller to med svesker i.